Mange mener Ritt dropper ud af politik nu, fordi vælgerne vil straffe hende ved det kommende valg. Det tror jeg ikke på.
Jeg tror hun var blevet træt af politik, og at hun nu kunne se frem til at at korte sit otium af til fordel for de endeløse diskussioner på rådhuset. Så ja – selvom hendes begrundelse om at de politiske rammebetingelser var utilstrækkelige, virker tyndbenet, er den sikkert det tætteste vi kommer på sandheden.
Kritikken af Ritt Bjerregaard har været hård lige fra begyndelsen. Hun blev valgt under det lidt besynderlige slogan “Ingen slinger i valsen”. Men det slogan gav bagslag, for der har stort set været slinger fra dag 1.
Lad os prøve at give Ritt karakterer i de forskellige politiske discipliner hun har excelleret i. Det er lidt populært sagt:
- Byudvikling
- Ungdomshus
- Økonomi
- Trafikpolitik
- Spin og snak
Tager vi byudvikling først var visionerne kæmpestore. Der var de 5.000 boliger, men der var også planerne om højhuset ved Tivoli og udviklingen af det såkaldte metropolområde (det dødsyge område ved Københavns Hovedbanegård.) Intet af det er blevet til noget. Skal man være lidt grov kan man sige, at Ritt er blevet overhalet inden om, af Fonden Realdania, der har vist sig langt mere handlekraftig, og som i de kommende år vil realisere et hav af projekter, der i afgørende grad vil ændre bybilledet. Hertil kommer By og Havn, der er delvist ejet af Københavns Kommune, men som er løsrevet fra de politiske processer. By og Havn har udviklet Sluseholmen og Teglholmen, og snart står Nordhavn for tur. Kæmpe projekter, der er gennemført uden den store brok. Til sammenligning er Ritts Kløvermarksprojekt druknet i pladder.
Glemt er heller ikke den såkaldte NCC-sag, der viste, at det kollegiale miljø på Rådhuset kan være bundråddent. Venstrepolitikeren Jesper Schou Hansen blev meldt til politiet i en sag om bestikkelse, hvor det senere skulle vise sig at intet kunne bevises. Det kunne se ud som, at Jesper Schou Hansen skulle ødelægges fordi han var skeptisk over for planerne om billige boliger.
Karakteren for dette område bliver derfor 00 for den utilstrækkelige præstation.
Så er der sagen om Ungdomshuset. Det så i starten slemt ud, for i Ritts periode er hele bydele blevet smadret adskillige gange. Efter lang tids tovtrækkeri blev man enige om en løsning, der fik de unge installeret og isoleret i Nordvestkvarteret, og i dag må man konstatere at sagen er blevet løst. Ikke på en køn måde, men det virker.
Her giver jeg karakteren 4 for den jævne præstation.
På det økonomiske område er der ikke meget at komme efter. Glemt er 80’ernes enorme budgetunderskud, for siden dengang har skiftende regeringer disciplineret kommunerne, så det stort set er umuligt at skeje ud. Men en ting vil Ritts gamle alliancepartnere i SF og Radikale sent glemme. Ritt lavede et budgetforlig for 2009 med den borgerlige blok, og derfor fik Københavnerne i år skattelettelser fremfor mere velfærd. Men økonomisk er København hverken fugl eller fisk. Man kan ikke pege på initiativer fra Ritt, der har styrket byens langsigtede position.
Så her giver jeg også karakteren 4 for den jævne præstation.
Hvad angår trafikpolitik er vi igen ovre i det holdningsprægede område, som i høj grad deler vandene i København. Ritt har bakket op om den fatale beslutning om at lukke Nørrebrogade – en beslutning, der er ved at kvæle det lokale forretningsliv, og som har gjort at gaden er ved at miste sin glød. I samme kategori er planerne om at indføre en betalingsring om København, der vil ramme pendlere ensidigt, hvilket forekommer urimeligt i et land med rekordhøje registreringsafgifter. Det endegyldige bevis på at Ritt har fejlet på dette område er de kuldsejlede bestræbelser på at bedre parkeringsforholdene i Københavns brokvarterer. Disse planer er i det store hele ikke blevet til noget, bl.a. fordi man ved projekteringen – efter den politiske beslutning var gennemført – fandt ud af det ville blive for dyrt. Efterfølgende skete der ikke noget.
Det kan ikke blive mere end et 00 for den utilstrækkelige præstation.
Hvad angår spin og snak er der imidlertid ingen tvivl. Her er Ritt uforlignelig. Hun har været omgivet af et fantastisk tærskehold med hendes spindoktor Kasper Fogh i spidsen, og samtidig har hun været dygtig til at skille sig af med politiske fortidslevninger som Finn Rudaisky og Jette Bergenholz Bautrup til fordel for unge folk som Anne Vang og Jacob Hougaard. Det har givet hende en friskhed på trods den fremskredne alder.
Her giver jeg hende et 10 tal for den fortrinlige præstation.
Det giver nok ikke den store mening at lægge karakterne sammen og beregne et gennemsnit. Gør man det alligevel kræver det ikke den store hovedregning at se, at vi kommer over 2, der er tilstrækelig til at bestå. Og ja – jeg mener faktisk Ritt har bestået, selvom det ikke har været prangende.
Lige nu har jeg endog meget svært ved at se hvem der kan fylde pladsen ud, for ingen af fløjene har oplagte kandidater at byde ind med. Bo Asmus er om muligt mere kantet og besværlig end Ritt og på højrefløjen har de egnede kandidater gemt sig langt væk på grund af de vanskelige betingelser i den ”Røde by”. Og hos socialdemokraterne selv har Ritt klart forregnet sig. Både Anne Vang og Jacob Hougaard burde have haft 4 år mere på skolebænken hos Ritt, for at kunne klare jobbet tilfredsstillende.
Det åbner ballet for en udefrakommende, og det er vel det København bør håbe på nu.
24. marts 2009 kl. 00:16
[...] så har Dr. Sperling også haft åben konsultation. Han uddeler karakterer til Ritts præstation i den ene valgperiode, hun når at [...]
24. marts 2009 kl. 10:43
God bedømmelse. Den har det hele med. Jeg tænkte selv igår på, om Ritts periode som overborgmester var en komplet fiasko, men det er rigtigt, hun betår lige med nød og næppe. Hendes periode virker bare så meget mere taberagtigt, fordi hun slog sig selv så stort op til at begynde med.
Jeg ville virkelig ønske, at vi kunne få en ny kurs i København, hvor vi holder op med at bekrige bilisterne, holder en pause med at bygge flere grønne områder, og lader kommunen indtage en laissez-faire holdning til bylivet, så den selv kan leve og udvikle sig uden kommunens konstante indblanden. Men det kommer nok ikke til at ske.
15. september 2011 kl. 01:39
how many time i do not do what i want to do but do what i dont want to do