I anledning af Finansrådets årsmøde er Helle Thorning gået amok på bankerne i en stort opsat kronik i Berlingske Tidende. Det er ikke nyt, at Thorning er efter bankerne. Først beskyldte hun dem for ikke at låne penge nok ud. Derfor skulle vi have en statsbank, der kunne tage sig af alle de projekter, som de risikoaverse banker ikke ville tage.
Den ide blev overhalet af regeringens vækstpakker, der blandt meget andet også har budt på finansieringsløsninger til erhvervslivet. Så nu retter Thorning skytset den anden vej. Nu skal bankerne have tærsk, fordi de ikke har passet godt nok på. Altså først er bankerne alt for forsigtige i Thornings optik. Nu skal de så straffes for at have været uforsigtige. Man har jo lov at blive klogere.
Så hvad er det egentlig Thorning siger nu?
For det første synes hun, at bankerne burde have set krisen komme. Hertil er der vel blot at sige, at det gjorde kun få. Skulle bankerne have lukket i for kredit, mens det hele kørte i højeste gear? Det er jo ikke sådan det fungerer. En krise opstår jo netop fordi noget uventet indtræffer.
Bankerne har naturligvis et særligt ansvar for at holde øje med økonomien, fordi de har evnerne til det – eller burde have det – og det er også soleklart, at de mange udlånssager, der kørte af sporet vidnede om en rådden kreditgivning. Men vi kan ikke give bankerne skylden for alle landets ulykker. Det kan kun tolkes som et forsøg på politisk at fralægge sig ansvaret.
Dernæst siger Thorning at bankerne tuder, når de siger at prisen på bankpakkerne er for høj. Prisen skulle i følge Thorning have været endnu højere – så vi kunne have fået nationaliseret bankerne af bagvejen.
Jeg forstår simpelthen ikke argumentet. Realiteten er, at staten har sat sin kreditværdighed ind på at redde bankerne, fordi bankerne er altafgørende for den finansielle infrastruktur. Uden risikovillige banker bliver vi alle sammen fattigere – spørg bare i de samfund, hvor man ikke låner penge til hinanden.
Men hvorfor skal staten tjene på at få bankerne tilbage på sporet? Staten skal tage sig betalt for at løbe en risiko, men heller ikke mere. Hvis det virkelig var så lukrativt at få adgang til bankpakken, så ville Nordea og Jyske Bnk vel også have taget i mod tilbuddet. Det gjorde de ikke – de foretrak at gå på aktiemarkedet. Det har de vel gjort fordi de følte det var en bedre og billigere løsning.
I den forbindelse sender Thorning den gamle traver om bankbonusser på banen. Det er en tynd kop te. Det er rigtigt, at man eksempelvis hos Danske Markets har store bonusser, men det er en intregreret del af lønsystemet, og det system har man alle steder – også internationalt. At afskaffe det er umuligt, med mindre man vil sende al afdækning af risiko over hos de internationale banker. Man kunne derfor næppe finde et forslag, der ville skade danske bankers indtjening mere end dette. Det er ren populisme fra Thorning.
Men Thorning insisterer på strammere regler, også selvom udlandet skulle stå over. Derfor vil hun have endnu strengere solvenskrav end vi allerede er på vej til at få. Det vil jo så gøre, at bankerne vil være tvunget til at stramme kravene til nyudlån yderligere, og at udenlandske banker vil blive stillet bedre end danske. Men hov – var det ikke Socialdemokraterne, der for kort tid siden bekendtgjorde, at bankerne var alt for konservative, og at vi derfor måtte have en statsbank?
Hvad kan dybereliggende strategi være bag dette bastante udfald fra Thorning?
Jeg prøver med en konspirationsteori: Hvis socialdemokraterne får held til at stække bankerne og svække deres betydning for samfundsøkonomien, så bliver der behov for mere af den traditionelle socialdemokratiske politik, hvor vi øger skatterne og det offentlige forbrug for at få gang i hjulene. Andre grunde kan jeg ikke få øje på, men det er en absurd bagvendt strategi at nå sine mål på.
1. december 2009 kl. 11:12
Hr. Joachim S.
Man kan mene meget om Helle T. Bl.a at damen brokker sig for meget, over altin, men uden at kome med nye tiltag.
Altså nogle, hvor der er substans og bund i.
Når det så er sagt, burde bankerne have vist rettidig omhu og strammet udlånspolitikkerne op, allerede i 2006.
Al erfaring viser igennem tiderne, at træerne trods alt, stadigvæk ikke vokser ind i himlen.
2. december 2009 kl. 13:32
[...] næste valgkampagne, så er det en ren vindersag for Thorning at give dem tæsk. Det er så ikke altid at kritikken hænger sammen, men det betyder ikke så meget. Bankerne vinder ingen popularitetskonkurrence hos almindelige [...]