Ja – hvem skulle have troet det. Nu er Don Ø igen blevet til Flemming. Det gik allerede op for mig for et par uger siden, da Flemming Østergaard var med i panelet hos Mads og Monopolet. For der antydede han for første gang, at det nok snart var slut med Don Ø – epoken.
Flemming Østergaard sagde nemlig, at den hårde kritik nu var begyndt at påvirke hans familie, og det var pudsigt nok præcis det samme argument, som Anders Bjerregaard brugte, da han trak sig fra posten som sportschef i Brøndby.
Og så mandag den 22. februar kom meddelelsen om, at Flemming Østergaard trækker sig som formand for Parken, Sport og Entertainment. Han orkede ikke at stå i spidsen for en restrukturering af den virksomhed, som han selv har bygget op, og det kan jeg godt forstå. Parken er gået fra at være verdens mest værdifulde fodboldklub til i dag at være tæt på nulpunktet for kritikere peger på, at egenkapitalen kan være negativ. Det er ikke noget godt udgangspunkt, og det vil kræve en bestyrelsesformand med andre kompetencer end Flemming Østergaard at rede de tråde ud.
På mange måder er Flemmings farvel det værste der kunne ske for det hylekor, som jeg selv fra tid til anden har sunget i, for hvad skal de nu beskæftige sig med? Nu kommer der garanteret en driftssikker bogholdertype ind som formand – en der kan sine budgetter, og som helt sikket ikke kommer til at få sin daglige gang i Parken. Det bliver næppe lige så sjovt.
Flemming Østergaard har på alle måder været en gave til dansk fodbold. Uden ham var FCK aldrig blevet til noget – det var ham, der hev klubben op ved hårrødderne, da alt stort set var gået i fisk, og det var også Flemming Østergaard, der drev den sportslige udvikling, så vi dag har et hold, der har udsigt til at ligge blandt de 50 bedste i Europa med udgangen af denne sæson.
Flemming Østergaard har også betydelig del af æren for, at dansk fodbold i dag ligger langt foran de øvrige nordiske lande – og derfor snart kan se frem til at to hold kan kvalificere sig til Champions League fra sæsonen 2011. Uden rivaliseringen mellem Brøndby og FCK var vi aldrig kommet så langt. Det var også FCK, der sammen med OB og Brøndby fik Divisionsforeningen professionaliseret, så det eksempelvis har været muligt at indgå en historisk god TV-aftale, der tilfører superligaklubberne ca. 180 millioner kroner årligt.
Tænk bare tilbage til konflikten om Carlsbergsponsoratet i 1999, hvor FCK gik enegang, selvom Divisionsforeningen havde indgået et sponsorsamarbejde med Faxe – det var dengang Superligaen hed Faxe Kondi ligaen. En så absurd konflikt kommer aldrig til at gentage sig, for nu forstår alle klubber, at man ved siden af at pleje fællesskabet også skal drive en forretning for at opnå succes på banen.
Men der var en bagside af medaljen, og det var, at Flemming Østergaard i sin iver for at gøre fodboldforretningen uafhængig af succesen på banen i for høj grad investerede i forretningsområder, der savnede synergier til fodboldforretningen. Det kan vi se i dag, men spørgsmålet er, om det var muligt at se dengang investeringerne blev foretaget. Sikkert er det, at Flemming Østergaards flair for at finansiere projekter i høj grad har givet Parken muligheder for at udvide forretningen – og set i bakspejlet var der ikke tilstrækkelig mange, der var i stand til at se risici frem for forretningsmuligheder
Jeg har mange gange kritiseret Parkens kommunikation – det gælder navnlig Parkens årsrapporter, som jeg altid har fundet ret uforståelige. Nu, hvor Parken skal bruge 500 millioner kroner på grund af hullet i pengekassen vil det vise sig, om deres prospekt, som alle vil kunne hente på Parkens hjemmeside om kort tid, holder en anden standard. Hvis det er tilfældet vil vi nemlig for første gang kunne få indsigt i fodboldforretningen. Og dermed få svar på helt elementære spørgsmål om udgifter og indtægter i FCK, som i dag ikke kan ses, fordi det hele er blandet sammen i et kæmpemæssigt misk mask.
Spørgsmålet er så, om fodboldforretningen kan stå på egne ben, eller om den reelt er afhængig af indtægterne fra de øvrige forretningsområder i Parken. At der hidtil har været dette afhængighedsforhold antydes jo af, at Parken skjuler fodboldforretningen i regnskabet. Hvis det fremadrettet også er tilfældet, at FCK har svært ved at løbe rundt isoleret set, vil der være grænser for hvor meget den nye formand kan barbere forretningsområderne i Parken uden at fodboldholdet falder fra hinanden.
Der skal fortsat være fokus på forretningsudvikling, hvis FCK skal bestå som storhold.
23. februar 2010 kl. 10:37
Hvorfor skulle boldklubben F.C.K. nogensinde have givet overskud indenfor de sidste 8 – 10 år ?
Hvorfor skulle lige netop denne klub, køre med bedre økonomi end alle andre klubber ?
Spillere er som alle ved, dyre i indkøb, pæne lønninger osv.
Jeg tror netop at fodboldklubben har givet underskud i mange år, og at det er derfor man har investeret i DK-FITNES og LALANDIA, med og uden sommerhuse, udvidelse af parken, kontortårne, etc. etc.
Overskud herfra, skulle så dække underskud i klubben.
Der kom så bare lige en økonomisk komisk krise i vejen,
som gør det svært at tjene ind på gyngerne, hvad man sætter til på karusellen.
Venligst
Bo Rasmussen
23. februar 2010 kl. 11:32
Ja ja der skal nok fortsat falde et par fribilleter den sperlingske vej…!
23. februar 2010 kl. 11:54
Måske Flemming skulle læse Solon’s interview med Krøsus…!
23. februar 2010 kl. 22:35
Hvad alle åbenbart har glemt, er at idéen, ja, selve konceptet bag FC København er, at man ikke kan leve af indtægter fra fodbolden alene. Derfor købte man Parken, derfor har man investeret i ejendomme, derfor købte man Lalandia, Fitness.dk osv.
Sådan har det været lige fra starten, så det er der ikke noget nyt it.
Jo, fodboldforretningen har ganske givet genereret et overskud i nogle af årene – alene salget af Chr. Poulsen og deltagelse i Champions League må have påvirket resultatet i stærks positivt retning. Og så er der naturligvis andre år, hvor der har været underskud på selve fodbolden.
Men som sagt er det en af grundstenene i hele konceptet, og det er på høje tid, at diverse journalister, eksperter, kommentatorer etc. vågner op og sætter sig ind i tingene.
Før FCK var der stort set kun en klub, der kunne præstere et økonomisk overskud, og det var Brøndby IF. Bevares, vi taler om ganske andre beløbsstørrelser dengang i slutfirserne, men overskud – det var der.
Det var dette faktum, at de danske 1. divisionsklubber for det meste kørte med drønende underskyd, der gjorde, at man bl.a. i KB og B1903 indså, at fremtiden var et samarbejde om et fælles førstehold indenfor rammerne af en virksomhed, der i de sløje år på fodboldfronten kunne tjene penge ind på andre, mere eller mindre relaterede, forretningsområder.
Forhåbentlig overlever FC København og Parken og kommer helskindet igennem krisen med den nye formand ved roret. Han bliver nok ikke så farverig og medievenlig, for det er der slet ikke brug for i PSEs tilfælde.
Ned med gælden, konsolidering og tilpasning af koncernen, så de underskudsgivende aktiviteter skæres væk eller bringes til at give overskud.
Og jeg tror altså ikke, at man kommer til at slagte fodboldafdelingen. Det ville være direkte dumt. For det første er det her, der ligger gode indtægtsmuligheder. For det andet ville det give Parken gevaldige økonomiske tømmermænd mange år frem, hvis man nedlagde fodboldholdet eller skar det så meget ned, at det får svært ved at overleve i superligaen.
Kerneydelsen er underholdning og fritidsaktiviteter, og det skal det fortsat være. Derfor skal FC København fortsat bestå, forbedres og videreudvikles – ikke mindst set i lyset af, at vejen til Champions League trods APOEL-katastrofen sidste år, for dansk klubfodbold er blevet væsentligt kortere.
24. februar 2010 kl. 08:30
@Jan:
Grunden til at man ikke bare splitter PSE for alle vinde (såkaldt asset stripping) er givetvis, at gælden er så omfattende, at det er nødvendigt at forsøge at redde hvad reddes kan ved at udvikle den eksisterende forretning og så få de tabsgivende aktiviteter væk, som du skriver.
Lige nu er der næppe tvivl om, at egenkapitalen er negativ med flere hundrede millioner kroner, men det er klart, at ser man på tingene i et længere perspektiv, så kan en dygtig hånd godt få tingene til at glide igen, så Nordea kan få dækket sine tab. Derfor er aktien ikke værdiløs i dag – selvom den givetvis bliver holdt oppe af en yderst begrænset likviditet og en veneration for klubben, som ikke har nogen økonomisk begrundelse.
Morten Langer, Grinderslev og andre der har udtalt sig om Parkens økonomi har jo ikke reel indsigt i den underliggende forretning, men det må man gå ud fra at Nordea og LD har. Jeg er sikker på, at de ville vælge asset stripping modellen, hvis de troede på den økonomisk, men der kan selvfølgelig være en assymetri mellem Nordea og aktionærne hvad angår økonomiske interessser. Mere om det senere.
Det bliver spændende at se årsregnskabet – hvor meget nedskriver de denne gang? Og hvad siger prospektet om de enkelte forretningsområder – det bliver nærmest uhyggeligt interessant.
24. februar 2010 kl. 18:43
Det er sørgeligt, at kommentaren til DØ’s exit slet ikke har været i stand til at læse et regnskab, eller bare gå lidt under overfladen på DØ’s exit.
Det skal blive spændende at følge de næste måneder, hvad der kommer frem om DØ’s små numre, med panelet af luskede venner, samt en bestyrelse som godkendte alt, bare de selv kom lidt til fadet.
Hvis man vil lede, kan man starte med driftanalyse af parkens regnskaber, samt hvad DØ har fået ud af det.
Man kan se hvilke ting der er foregået omkring involveringen i det Italienske projekt contra DØ’s søns EDB firma.
Man kunne spørge sig selv, hvordan en mand to måneder før resultatet, meddeler at der vil blive overskud. Skyldes dette dumhed eller manipulation.
Min tese er klar; DØ er blevet smidt ud med fuld musik, idet man ved aktieudvidelsen har gennemgået alt, og derved begyndt at se et billed der krakelerede.
God efterforskning.
P
24. februar 2010 kl. 20:52
@pr ras:
Der er skrevet stolpe og stolpe ned om Parkens økonomi, og der er ingen grund til at gentage alt det vi udmærket ved. Men det må være tilladt at reflektere over Flemming Østergaards betydning for dansk fodbold og hvad perspektivet er for fremtiden i lyset af den restrukturering der skal gennemføres nu.
Nogle mennesker hader åbenbart Flemming Østergaard, og nyder hans fald. Jeg synes det er små mennesker, der opfører sig sådan. Man er da nødt til at have respekt for hvad Flemming Østergaard har betydet for dansk fodbold.
De mennesker der har tabt penge på projektet bør have vidst hvad de gik ind til. Jeg vil naturligvis ikke forsvare kriminalitet, men mig bekendt er Flemming Østergaard ikke anklaget for noget.
Når det er sagt, så synes jeg også man skal have respekt for dem, der har kritiseret Flemming Østergaards dispositioner, for han har ikke været nem at have med at gøre. Der skulle da kastes lys på det. Men det er ikke kritikerne, der har bragt ham til fald. Det er hans egne beslutninger.