FC Nordsjælland har afløst FCK som fodboldforbillede

Hvad er det FC Nordsjælland gør rigtigt i forhold til de gamle storklubber som FCK, OB og Brøndby?

Superligaen kører ikke ligefrem på skinner for tiden. Tilskuertallene daler, og klubberne klarer sig dårligt i Europa. Det går udover økonomien.

I Brøndby står det værst til. Klubben styrer efter min opfattelse mod konkurs, hvis ikke skuden bliver rettet op snart. Tilskuerne svigter, der er ingen sponsorer, og pengene fra Kasi-Jesper tørrer snart ud. TV-pengene vil også svinde ind i takt med den svigtende placeringer i Superligaen, og det vil gøre ondt på Brøndbys slunkne kasse. Man har Superligaens næsthøjeste lønbudget og absurd høje stadionudgifter. Oppositionsgruppen Brøndbys Fremtid forsøger at råbe ledelsen op, men reelt er der intet at gøre, før Per Bjerregaard bæres ud af klubhuset.

FCK har det bedre, men er truet af en alt for stor gæld. Klubben ville reelt være gået konkurs, hvis ikke moderselskabet PARKEN havde fået sat gælden i bero. Sportsligt går det nogenlunde, men i de europæiske kampe er niveauet en eller to klasser under sidste år. FCK kan tryne Lyngby, men når modstanderen er europæisk mellemvare som Hannover 96 eller Standard Liege bliver holdet pryglet.

I OB sejler det i den sportslige sektor. Der er uenighed i spillertruppen, og man har sat sig alt for dyrt i spillere der ikke leverer. Tag eksempelvis Morten Skouboe, der ikke får lov at spille, selvom han er en af Superligaens højest lønnede spillere. OB styrer mod et katastroferegnskab, og vil være tvunget til at hente ny kapital – endnu engang. Klubben er uden sportsdirektør, og det går ikke, når den administrende direktør også har mange andre pligter i form af et kongrescenter mm.

For alle tre klubber gælder, at det er deres bankforbindelse – Nordea – der reelt bestemmer om de er købt eller solgt. Økonomien sejler, men gælden er så stor, at det vil være uholdbart for banken at trække tæppet væk under dem.

De tre klubber har alle fulgt en model, hvor man har spredt sig over flere forretningsområder. OB har konferencefaciliteter, Brøndby har forsøgt sig med noget tilsvarende – dog uden held – og PARKEN har udover FCK også feriecentre og fitnesscentre som en del af forretningen.

Den model blev et mantra for fodboldklubber efter at Don Ø med stor succes markedsførte sig som Danmarks nye fodboldguru. Inspireret af Don Ø købte Silkeborg en papirfabrik og AaB investerede i ishockey og sportsforretninger. Det er ikke gået godt.

Men hvad er det en fodboldklub ideelt set skal kunne i udviklingsliga som den danske? Svaret er meget enkelt – den skal kunne producere fodboldspillere. FCK har kun én spiller på landsholdet og det er lejesvenden Lars Jacobsen. Det er pinligt. De sidste tre års mestre har alt for svært ved selv at opdyrke talenter, der er dygtige nok, og køber derfor mellemgode spillere af nordisk, afrikansk og sydamerikansk oprindelse. Man forsøgte ganske vist at puste den dengang kun 16-årige Kenneth Zohore op, men han faldt hårdt igennem, hvilket kunne have ødelagt hans karriere fuldstændigt. Zanka og Kvist er gode undtagelser, men hvor er de næste spillere på deres niveau? Thomas Delaney ser ikke ud til at være svaret. Det forekommer efterhånden svært at mønstre begejstring for sådan et hold.

To danske klubber arbejder i øjeblikket seriøst med talentudvikling, og det er FC Midtjylland og FC Nordsjælland. FC Midtjylland er lykkedes med at sælge en andel af klubben til en indisk kyllingefarmer for et stort millionbeløb, og det er da bestemt en anerkendelse værd. Uden tvivl et resultat af, at FCM har kunnet producere spillere som Simon Kjær, Mohammed Zidan, Winston Reid og Simon Poulsen samtidig med at de sportslige resultater har været ok.

Men FC Nordsjælland er efter min opfattelse alligevel det hold, der bør høste de største roser. Fire spillere på A-landsholdet, et salg af Andreas Bjelland til Twente for 22 mio. kr., en øjeblikkelig 2. plads i Superligaen og et pokalmesterskab taler sit eget tydelige sprog om et projekt, der er nået langt. Det er sket ved at opbygge en professionel sportslig sektor, og først og fremmest ved at have et usentimentalt forhold til køb og salg af spillere. En spiller er en ressource, som det handler om at kunne udvikle så langt som muligt, og derefter sælge for den højest mulige pris. Det svarer næsten til forretningsmodellen i medicinalbranchen, hvor man bruger store ressourcer på at udvikle lægemidler gennem nogle faser – langt fra alle produkter ender med at blive godkendt, men dem der gør kan man score store summer på, og de mest heldige opdyrker en blockbuster – som Andreas Bjelland, William Kvist og Daniel Agger i sin tid.

Spørg i Brøndby, OB eller FCK om det er sådan man vil tjene penge, og svaret er nej. Her handler det om at blive mestre, og score pengene ude i Europa. Spillersalg er for dem et svaghedstegn, med mindre beløbene er ekstremt høje, som vi så det med eksempelvis FCK’s William Kvist denne sommer.

I det lange løb er det ikke sådan man kommer til at tjene penge – det viser erfaringerne efterhånden tydeligt – også fra andre lande. Problemet er selvfølgelig, at det ikke er muligt at spille europæisk hvert år, hvis ikke man kan bygge en solid stamme op, men så løber man risikoen for, at tabe penge på høje spillerlønninger og store transfersummer. Kan man leve med udsving i de sportslige resultater skal glemme imperiedrømmene og anerkende, at man er den del af en udviklingsliga.

Jeg har tidligere skrevet, at det slet ikke var muligt at tjene penge på at drive en fodboldklub, men måske skal jeg revidere min holdning. FC Nordsjællands model kan meget vel være det nye forbillede for dansk fodbold.

Læs bogen Spillet udenfor banen, hvis du vil vide mere om fodboldøkonomi.

http://www.lrbusiness.dk/titler.aspx?c=Item&category=3718&item=26468

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *