Politikerne er (også) skyld i høje danske forbrugerpriser

Hvorfor er det lige, at en pakke Kærgården koster næsten dobbelt så meget i Danmark som i Tyskland. Moms, fedtskat og høje danske lønninger kan ikke forklare det hele. Det viser Konkurrencestyrelsens beregninger. De høje priser gør os alle sammen fattige, og får udlændinge til at tro, at vi er blevet vanvittige.

TV-avisens Pengemagasin forsøgte i går at afdække sagen, ved at gå de to store supermarkedskæder på klingen. Kunne det tænkes, at det var kædernes markedsføringsbidrag, der var hemmeligheden? Noget kunne tyde på det, for løseligt anslået betaler dagligvareproducenterne i omegnen af 7 mia. kr. i tilskud til kæderne, for at få deres produkter på hylderne. Det viser en helt ny undersøgelse fra CBS. Forskerne bag analysen kalder det for en skjult told, som i sidste ende rammer forbrugerne i form af højere priser.

Forbrugerne får ganske vist en masse tilbudsaviser for deres 7 mia. kr., men det betyder bare, at de spilder deres tid med at kigge i aviser, for udover tidsforbruget ved selve aviskiggeriet skal man også bruge tid på at køre fra Herodes til Pilatus for overhovedet at spare noget. Et enestående ressourcespild. Er man heldig at bo tæt på grænsen, kan man køre til Tyskland, hvor dagligvarepriserne er 20-30% lavere, men det er også en form for tidsspilde.

Men inden man går helt amok på de store supermarkedskæder skal man huske, at det ikke er ulovligt at opkræve markedsføringsbidrag. Producenterne er åbenbart villige til at betale prisen, og hvis det hele kan overvæltes på forbrugerne, ender det som en god forretning for både butikker og producenter.

Bagsiden af medaljen er, at nye varer fra mindre nicheproducenter har svært ved at komme ind i supermarkederne, og at danskerne har nogle af de højeste forbrugerpriser i verden.

Hvis skyld er det? Og hvad adskiller i øvrigt Danmark fra Tyskland og Sverige, hvor udbuddet af varer er større, og priserne klart lavere?

Markedsføringstilskuddet er ikke hele forklaringen. Grunden til at kæderne bruger over 2 mia. kr. årligt på markedsføring er nemlig, at Danmark har langt flere butikker pr. indbygger end eksempelvis Tyskland og Sverige. Da der ikke er kunder nok til alle, er man havnet i et ræs om kunderne, som kræver stadig flere marketingkroner for at man overlever.

Der er to grunde til, at vi har for mange butikker, og de kan direkte henføres til vores politikere.

For det første bliver den forældede lukkelov først afskaffet i år, så det bliver muligt for forbrugerne at købe ind, når de har tid. Lukkeloven har i mange år beskyttet små butikker, men har også begrænset omsætningen hos de store, og gjort det svært at udnytte deres kapitalapparat. Det har øget omkostningerne.

Dernæst har politikerne holdt fast i en planlov, der har gjort det meget vanskeligt at lave store butikscentre. Men store butikcentre er mere effektive, og kan derfor tilbyde lavere priser.

Tilsammen har lukkeloven og planloven gjort det muligt for ineffektive butikker at overleve, og det kan de naturligvis kun gøre, hvis de kan opretholde alt for høje priser.

Diskussionen om tilbudsaviser rækker derfor langt videre. Det vil ikke give lavere priser at forbyde tilbudsaviser eller gøre dem dyrere. Men måske vil det gøre markedsføringen mere målrettet og moderne. Det er tiltrængt.

En god vej til lavere priser er, at politikerne liberaliserer detailsektoren ved at ændre planloven. At lukkeloven nu bliver afskaffet er et lille skridt på vejen, men næppe nok. Vi skal have flere udenlandske aktører ind, og de skal have mulighed for at effektivisere branchen. Det nytter ikke, at Dansk Supermarked og COOP kan dele markedet imellem sig med nogle små købmænd på sidelinien, som det sker i dag.

Dernæst er det sundt for branchen at nogen kigger dem i kortene, som forskerne fra CBS har gjort. Man kan håbe på, at det kan få detailbranchen til at kigge indad, så vi kan få lavere forbrugerpriser i Danmark.

 

7 responses to “Politikerne er (også) skyld i høje danske forbrugerpriser

  1. Fin artikel, og ja! fint at CBS og andre aktørere kontrollerer og laver disse undersøgelser. Resultatet viser klart et billede af at regeringer igennem tiden, har været helt uden interesse for at styre dette brogede marked. Samtidig viser undersøgelsen fra cbs jo også at detailhandlen er fuld af plat, svindel og humbug – selvom at der måske ikke er noget ulovligt.

    Ser man hvordan hårde hvidevarer er faldet i pris igennem de sidste 10 -15 år, skyldes dette udelukkende at der er konkurrence på markedet – det beviser igen, at danmark bestemt ikke er for lille et land, til ja! netop konkurrence.

  2. Jeg vil gerne meddele Dem, at vi kan tilbyde dig
    størrelsen af ??lån, du søger fra i dette lån selskab. Jeg vil
    gerne informere dig, at du er velkommen til at UJ lån selskab
    hvor din lånefonde stilles til rådighed inden for de næste mulige dage
    ok. Jeg vil gerne meddele Dem, at vi tilbyder lån fra den vifte af
    1.000 til 10.000.000,00 af enhver correnicy og vores lån tiltrække 3% rente, og du vi være muligt at vælge 1 til 35 år i løbet for at betale tilbage
    lån ok.So alt hvad du skal gøre lige nu, så vi kan gå videre
    med dette lån transaktion er, at du vi er nødt til at udfylde lånet
    ansøgningsskemaet nedenfor og komme tilbage til os OK, så her er lånet
    ansøgningsskemaet nedenfor udfylde det og komme tilbage.

    LÅN ansøgningsskema.
    Fuld Navne :……
    Adresse :………
    State :………
    Land :………
    Tlf :………
    Nødvendig Beløb: …..
    Månedlige indkomst :………
    Lån Varighed: …
    Beskæftigelse :…….

    (Ingen social sikring eller kredit kontrollere, 100% garanteret!) E-mail ujloans@yahoo.com

  3. Mål forbi, Sperlingske

    Af John Wagner, adm. direktør, De Samvirkende Købmænd

    ”Vi skal have flere udenlandske aktører ind, og de skal have mulighed for at effektivisere branchen. Det nytter ikke, at Dansk Supermarked og COOP kan dele markedet imellem sig med nogle små købmænd på sidelinien, som det sker i dag”, skrev en Joachim Sperling på ”blog’en”: Sperlingske – om medier og magthavere, torsdag den 12. januar.

    Joachim Sperling?

    Ja, al ære og respekt, men jeg har i mine efterhånden 16 år i dansk dagligvarehandel ikke mødt denne tilsyneladende ekspert i dagligvarehandelen i både ind- og udland. Faktisk måtte jeg ”google” ham for at blive lidt klogere på ham: Kommentator på Berlingske, kommunikations- og ledelsesrådgiver og forfatter til fodboldbogen ”Spillet uden for banen”, som fik 3 af 6 stjerner i hans egen avis.

    Men set udefra – med Joachim Sperlings øjne – har politikerne skylden for det danske prisniveau:

    ”Tilsammen har lukkeloven og planloven gjort det muligt for ineffektive butikker at overleve, og det kan de naturligvis kun gøre, hvis de kan opretholde alt for høje priser”, skiver han – i øvrigt samme dag, som Dagligvareleverandørerne omsider kom på banen med en særdeles velkommen dokumentation for, at vi i Danmark – i betragtning af vort afgifts- og omkostningsniveau – har særdeles konkurrencedygtige priser.

    Som Niels Jensen, DLF’s adm. direktør, pegede på i sit indlæg på CBS samme dag, så ligger det danske prisniveau på sammenlignelige varer og neutraliseret for momsforskelle på niveau med nabolandenes.

    Men, men, men nu er der jo i denne verden også andet end pris, pris og atter pris. F.eks. kvalitet, sortiment, service og beliggenhed – ligesom fodboldeksperten Joachim Sperling sikkert vil give mig ret i, at FCK ikke pr. definition er et bedre fodboldhold end Barcelona, fordi de danske mestre har scoret flere point i Superligaen end de spanske i Primera Division. Jeg skal i øvrigt ikke gøre mig klog på fodbold…

    Når man sammenligner detailhandelen i forskellige lande – og den lovgivning, som påvirker handelen, hvad enten det er en snart forsvundet lukkelov og en så meget mere nødvendig planlovgivning – skal man i øvrigt også have for øje, hvad en eventuel liberaliserings konsekvenser er og bliver, nemlig butiksdød, og hvad den slags indebærer:

    – Der bliver færre arbejdsplader i detailhandelen.

    – Forbrugerne skal transportere sig længere for at klare
    deres indkøb af dagligvarer.

    – Der bliver færre selvstændige erhvervsdrivende.

    – Der stilles krav om vejudbygning på grund af trafik-
    intensitet.

    – Transporten medfører en betydelig miljøbelastning.

    – Forbrugere uden bil, deriblandt mange af det stigende
    antal ældre, får problemer med deres dagligvare-
    forsyning.

    – Mange bymidter bliver mindre attraktive.

    – Mange mindre samfund smuldrer.

    – Konkurrencen – og dermed det fri forbrugsvalg –
    indsnævres.

    Nævnte konsekvenser er indiskutable! Dem kan man ikke komme uden om, på eller uden for banen.

    Men det er naturligvis alle, incl. Sperlingske, frit for at drømme. Som da føromtalte Joachim Sperling i oktober 2007 udtrykte ønske om en regering bestående af kendte erhvervsfolk som Asger Aamund, Flemming Østergaard, Steen Riisgaard, Ditlev Engel, Jess Søderberg, Anders Eldrup, Stine Bosse og Lars Kolind.

    Med få undtagelser er det altså tæt på, at man kan blive helt glad for Thorning, Vestager og Søvndal.

    Under alle omstændigheder: Det er og bliver useriøst at påstå, at lukkelov og planlov har forvredet dansk dagligvarehandel, når alle med bare et minimum af kendskab til virkelighedens verden ved, at alle butikker siden 1995 har kunnet holde døgnåbent fra mandag kl. 6.00 til lørdag kl. 17.00, hvis de har lyst til det, og at Planlovens detailhandelsbestemmelser (desværre) ikke har forhindret etableringen af nye hypermarkeder i Horsens, Ørestaden, Viborg, Sønderborg, Herning og Hillerød.

    Med andre ord: Mål forbi, Sperlingske!

  4. @John Wagner: Sikke en bredside du får fyret af der. Jeg måtte lige chekke en ekstra gang, at det virkelig var John Wagner – altså direktøren for De Samvirkende Købmænd, der hælder sådan en skidtspand ned over denne blog. Man skulle tro du var beruset eller det der er værre.

    Du kommer trods alt med nogle argumenter til forsvar for de høje danske forbrugerpriser, men det ændrer bare ikke på, at du tager fuldstændig fejl.

    Danske forbrugerpriser er alt for høje, og det skyldes dit fantastiske lobbyarbejde. Tillykke med det.

  5. John er bare ude i et helt vanvittigt soloridt, for at forsvare de tyvagti høje priser! Manden er jo total idiot, hvis han tror at forbrugerne hopper på den smøreolie!

  6. @John Wagner:

    Det virker ikke, som om du har en god sag. I stedet for at skyde budbringeren skulle du hellere overveje, hvordan du kunne skabe langsigtet værdi for forbrugerne i DK – og ikke kun hengive dig til blindt profitjag. Ellers er alle I “fat cats” i detailhandlen væk om 10 år.

    Sperling har vel lov til at fremføre et synspunkt, som deles at 100.000-vis af danskere. At vi bliver taget i h… og r…, når vi handler ind i danske supermarkeder.

    Sammenlign pris og kvalitet i supermarkeder i DK med ditto i fx Frankrig og Tyskland. Ærlig talt, hvad er meningen?

    Jeg håber inderligt, at der – nu hvor reguleringen er under afvikling – vil være udenlandske kæder, som en gang for alle kan sætte John Wagner og hans kompaner ud af spillet.

    Godt gået Sperling!

    Der er brug for meget mere fokus på den groteske udhuling af vores købekraft, som de danske supermarkeder har sat i system.

  7. Sperling det er rigtigt nok.

    Problemet er bare: Hvis vi virkelig får effektiviseret distributionen, så kommer der deflation. Det kan vi ikke rigtigt have.

    Men ja, det skal nok komme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *