Københavns Universitet på utroværdig mission for flere penge

I de senere år er det blevet moderne for universiteter at samarbejde med virksomheder. Fra forskning til faktura lød mantraet fra Helge Sander i sin tid, og det er slået igennem i en sådan grad, at Københavns Universitet nu har bedt et privat konsulentfirma – DAMVAD – om at undersøge hvor meget samarbejdet betyder i kroner og øre for virksomhederne.

Det er ikke svært at forstå hvorfor. Riget fattes penge, og alle – også forskningsinstitutioner skal kunne vise hvad de er værd. Ikke kun overfor staten – private aktører som Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden betaler ca. halvdelen af udgifterne til den sundhedsvidenskabelige forskning. Erhvervslivet er fuldstændig fedtet ind i forskningen, og sådan skal det naturligvis være, hvis vi skal have en videnbaseret produktion herhjemme.

Men kan det virkelig passe, at værdien af virksomhedernes samarbejde med Københavns Universitet er 11 mia. kr.? Sådan lyder Berlingskes overskrift torsdag d. 5. juli. – der fuldstændig ukritisk har taget DAMVADs analyse for gode varer. Der smøres tykt på, og d. 6. juli følges artiklen op med historien om, at Københavns Universitet gerne vil samarbejde yderligere med erhvervslivet. Bedre reklame kan man vel næppe få – uanset at det nu er agurketid.

Lad mig starte med at slå fast, at jeg ikke er i tvivl om, at værdien af at erhvervslivet og universitetsverdenen samarbejder er fuldstændig afgørende for at vi har et velhavende samfund. Erhvervslivet kan trække på grundforskning af høj kvalitet og kan samarbejde med utroligt dygtige forskere på en lang række områder. Som det fremføres i papiret var det eksempelvis et succesrigt samarbejde mellem en forsker ved Københavns Universitet og en forsker ved Novo Nordisk, der førte til udviklingen af Victoza, der i dag er et af Novo Nordisks vigtigste præparater. Men en ting er hvad Novo Nordisk (hvis ejer i parantes bemærket selv betaler for en stor del af den udførte forskning) kan gøre med et forskningssamarbejde. Noget andet er hvad mindre ressourcestærke virksomheder kan få ud af sådan et samarbejde.

Analysen fra DAMVAD er derfor problematisk. For selvom den udadtil ser utrolig seriøs ud, og er lavet ud fra alle kunstens regler, så den nærmest har et videnskabeligt præg, er den også svær at gennemskue – selv for trænede økonomer. Faktisk skal man være ekspert i “mikroøkonometri for overhovedet at kunne forstå artikelen. Og selv da må man konstatere, at den ikke i tilstrækkelig omfang forklarer hvordan datasættet er sammensat, hvilket ellers er helt afgørende for at kunne forstå rækkevidden af analysen.

Problemet med DAMVADs analyse er, at man er nødt til at sammenligne de virksomheder, der samarbejder med forskningsinstitutioner med en kontrolgruppe. For at kunne gøre det er man nødt til at sammenligne forholdsvis ens virksomheder, for ellers virker metoden ikke. Det prøver DAMVAD da også, men da de ikke er i stand til at kontrollere den mest afgørende parameter – nemlig omfanget af virksomhedernes R&D arbejde, må man konstatere, at virksomhederne trods alt er for forskellige til at gennemføre analysen på meningsfuld måde. DAMVAD nøjes med at kontrollere for en række andre parametre, men denne kontrol er ikke tilstrækkelig til at sikre, at kontrolgruppen fungerer som ønsket.

Desuden er det bemærkelsesværdigt, at DAMVAD ikke kan finde nogen effekt af joint patenting. Patentering er det sidste led før markedet og bør påvirke indtjeningen. Det er mærkeligt, at der findes en effekt af diffuse samarbejder, men ikke en effekt af joint patenting.

Derfor kan man ikke udelukke, at virksomhederne ville have fået en fremgang i produktivititen uanset om de havde samarbejdet med Københavns Universitet eller ej, ganske enkelt fordi de virksomheder, der vælger at samarbejde i forvejen er mere produktive end andre virksomheder. Sandsynligvis er der dog en effekt – ellers havde virksomhederne næppe brugt ressourcer på det, men den er meget vanskelig at vurdere i kroner og øre, som det er gjort her. For den metode, der anvendes er nemlig udviklet til at sammenligne personer og ikke virksomheder. Hvis man alligevel sammenligner virksomheder, skal man have et meget stort datasæt – og det har DAMVAD ikke.

Hvorfor er det så et problem? Det er det fordi DAMVAD gør alt for at trække den sidste saft og kraft ud af materialet ved at overføre resultaterne til resten af økonomien. Antog man, at en lang række andre virksomheder også indledte et samarbejde med Københavns Universitet ville man i følge DAMVAD kunne øge virksomhedernes samlede værdiskabelse med næsten 60 mia. kr. Det er her markedsføringselementet kommer ind, for nu tror de virksomheder, der i dag ikke samarbejder med Københavns Universitet måske, at der venter guld og grønne skove, men det er langt fra sikkert.

Derfor må man stille spørgsmålet: Hvordan kan en seriøs institution som Københavns Universitet lægge navn til sådan noget? Når nu vi ved, at det helt grundliggende estimat over hvor meget forskningssamarbejdet betyder er usikkert, så grænser det til det meningsløse at overføre resultatet på resten af økonomien.

Københavns Universitet burde nøjes med at fremdrage de gode eksempler på forskningssamarbejder, som der i parantes bemærket findes masser af – og så overlade det til universitetets egne uafhængige forskere at vurdere værdien af forskningssamarbejdet med det private erhvervsliv.

Læs analysen her:

One response to “Københavns Universitet på utroværdig mission for flere penge

  1. Helt rigtig set, at det er at sammenligne æbler og pærer. Man kan ikke ukritisk sidestille de 2 grupper. Dertil kommer, at de ressourcer virksomheder bruger på forskningssamarbejde måske er mere uproduktive, fordi der følger et hav af bureaukratiske procedurer med at deltage i offentligt financierede projekter.

    Jeg har selv prøvet min egen virksomhed at være med sådanne projekter, og vi fik aldrig betalt de mange timer til planlægning og rapportering.

    Min tese er, at mange private firmaer får større udbytte af deres R&D indsats fordi den har et klart, kommercielt fokus. Man kunne måske lave noget med kontraktsforskning i universitets regi på afgrænsede felter, men effektivt styret af virksomheden selv. Det tror jeg mest på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *