Gi’ Corner en børneopsparing

For tre måneder siden var der ingen, der regnede med FC København. Med Dame N’Doye på vej ud skulle den forpjuskede trup nu styres af belgieren Ariël Jacobs, og ham var der mildt sagt blandede forventninger til. Pladsen i Champions League var gået til upåagtede FCN – det var prisen for FCK’s gambling med cheftrænerposten i den hidtil mest afgørende sæson hvor der for første gang i Danmarshistorien var direkte adgang til fodboldens fine selskab i Champions Leaugue for de danske mestre.

Siden er fornuften vendt tilbage, og ingen taler længere om Dame N’Doye. Nu er det Andreas Cornelius – også kaldet Corner – der er på alles læber. Corner, der først for ganske nylig blev rykket op fra FCK’s U19 trup har allerede fået sin debut på A-landsholdet, og er med sine ni mål tæt på at være Superligaens topscorer. Ariël Jacobs havde et syleskarpt billede af sine spillere, og det var modigt at undlade at købe en ny angriber til klubben.

Er Corner bedre end Bendtner? Hvad bliver hans næste klub? Sådan spørger de fodboldeksperter, der stort set hele vejen rundt havde overset talentet op til denne sæson. Hvor kom han lige fra?

Det kan ikke være let at tackle så meget opmærksomhed for så ung en spiller. Spørg bare Kenneth Zohore, der som bare 16-årig fik superliga-debut, og som senere gik hen og blev den næstyngste spiller i Champions League, da han blev skiftet ind på Camp Nou i en kamp mod FC Barcelona. Da det omsider gik op for FCK, at spilleren ikke udviklede sig som planlagt, blev han skippet afsted til Fiorentinas ungdomsakademi. Kedeligt for både Zohore og FCK.

Med “Corner” har FCK været langt mere forsigtige. Han er et år ældre end Zohore, men har først for alvor fået superligadebut i denne sæson. Men nu melder spørgsmålet sig: Hvordan forholder FCK’s ledelse sig til, at en af klubbens vigtigste spillere kun får 35.000 kr. i månedsløn? Det er under 1/10 af hvad Dame N’Doye fik, men fortsætter Corner sin udvikling mener mange fodboldeksperter, at han bør foretrækkes fra start i landskampen mod Bulgarien frem for Bendtner, der i øjeblikket kæmper med det yderste af neglene for spilletid i sin nye klub Juventus.

FCK behøver egentlig ikke at røre Corners kontrakt, for den løber helt til 2015. Men meget taler alligevel for at ændre den nu og her. En spillers løn skal svare til spillerens betydning for sit hold hvis motivitationen skal holde, og ved at forlænge allerede nu kan FCK sikre sig en bedre salgspris, når der til sin tid skal tjenes penge på guldfuglen. For hvis spilleren bliver ved med at præstere og samtidig føler sig værdsat vil de store klubber stå i kø for at købe Cornelius.

At den dag kommer, skal man ikke være i tvivl om. Superligaen er en udviklingsliga, som midlertidigt har optjent retten til en ”gratis” plads i Champions League. Fortsætter ”Corner” sin udvikling skal han videre til en større liga, og kun fantasien sætter grænsen for hvor han kan ende og på hvor mange nuller, der ender med at stå på chekken til FCK.

Problemet er, at det kan være vanskeligt for så unge spillere at håndtere, at de pludselig tjener mere end en administrerende direktør. Fra den ene dag til den anden kan de fyre den af i byen, køre stor Mercedes og som Matthias ”Zanka” Jørgensen, der nu spiller i PSV Eindhoven anskaffe sig en af Danmarks største garderober, og komme på forsiden af Euroman som en af Danmarks bedst klædte mænd. Det kommer man bare ikke til at spille flere kampe af. ”Zanka” har tjent gode penge, men karrieren er sat på stand-by, bl.a. fordi de mange penge han pludselig tjente fjernede opmærksomheden fra det afgørende – nemlig at blive en bedre fodboldspiller. Samme mønster har man set i Premier League med Mario Balotelli som det nok kendteste eksempel.

Hvad skal Corner så tjene? Set i forhold til hans betydning for FCK, bør han nok tjene omkring 120-150.000 kr. om måneden. Men giver man ham så mange penge mellem hænderne, er der risiko for at ”at der går Zanka” i den.

Løsningen kunne være, at give ”Corner” en børneopsparing. Aftal med ham, at han kan få udbetalt 70.000 om måneden og lad resten være et ”sign-off fee”, når han engang skal videre. Så gør man både ham selv og klubben en tjeneste.

One response to “Gi’ Corner en børneopsparing

  1. Har fulgt Cornelius en del og jeg synes faktisk, at det virker til, at han har begge ben solidt plantet på jorden imodsætning til spillere som Zanka og Zohore. Jeg tror han er i stand til at håndtere succesen og det øgede pres og tror ikke, at det bliver nødvendigt at give ham en børneopsparingsordning – hvilket måske også kan virke lidt nedladende overfor en mand på 19 år.

    Off topic, så håber jeg virkelig, at han starter inde i udebanekampen mod Bulgarien!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *