Finansskatten er Centrumvenstres nye sutteklud

En skat på finansielle transaktioner er blevet en populær ide hos centrumvenstre, men er nogenlunde lige så upopulær på den anden side af det politiske spektrum. Egentlig er der tale om en lille – ja nærmest symbolsk skat, så hvorfor er den blevet sådan en slagmark?

Som noget ret uhørt har EU-Kommissionen valgt at gennemføre finansskatten,selvom kun 11 ud af 27 lande vil kendes ved den. Det er en ret usædvanlig praksis. Hvornår har man sidst hørt om et højprofileret direktiv, der kun gælder i halvdelen af EU? Måske er årsagen til Kommissionens begejstring, at provenuet vil tilfalde EU selv. Hidtil er EU jo blevet finansieret gennem bidrag fra medlemslandene, så det er en nyskabelse, at EU selv opkræver en skat.

De 11 lande sender et interessant signal. De er alle med i Euroen og tilsammen repræsenterer landene 2/3 af EU’s samlede BNP. Så finansskatten er også et ønske om øget europæisk integration. Et EU i flere hastigheder.

EU-Kommissionen siger, at der er tre mål med afgiften. At reducere antallet af nationale tilgange til beskatning af finansielle transaktioner, at sikre et provenu (som vurderes at blive på 30-35 mia. €). Og endelig at reducere spekulation, så vi undgår en ny finanskrise.

Risikoen er, at finansskatten vil betyde en kraftig nedgang i transaktioner i de lande, der gennemfører skatten, for hvorfor handle i lande, der gennemfører en skat, man ikke har i andre lande?

Internationalt har der været stor uenighed om skatten. I Storbritannien vil forargelsen ingen ende tage, navnlig fordi den finansielle sektor udgør en så betydelig del af britiske økonomi og på grund af landets historiske EU-skepsis. En transaktionsskat kan jage kapital ud af Europa og dermed svække den engelske økonomi yderligere. Mange mener også, at skatten i sig selv vil skabe mindre vækst – det anerkender Kommissionen da også selv. Alligevel bliver skatten nu snart en realitet, og det vil også få betydning for Danmark, for hvis en dansker vil handle en tysk aktie, skal der betales en transaktionsskat. Det skal der i princippet også, hvis den tyske aktie handles i USA, men det er svært at tro på, at lande uden for EU vil hjælpe med at opkræve sådan en skat.

Herhjemme er der et interessant sammenfald mellem tilhængerne af finansskatten og dem der anklager bankerne for at stå bag finanskrisen – og som derudover mener, at Danske Bank burde splittes op, og at bankerne er sluppet alt for billigt fra bankpakkernes. Det er bl.a. Politikens Kristian Madsen, tænketanken Cevea og SF-politikeren Emilie Turunen. De er meget sure på regeringen over, at finansskatten ikke bliver indført her i Danmark.

Det er også Kristian Madsen, Cevea og Emilie Turunen, der kraftigst har opponeret mod regeringens forslag om at sænke selskabsskatterne ud fra en meget ideologisk synsvinkel. Så kom ikke her og sig, at fronterne i dansk politik ikke er trukket kraftigt op. Diskussionen foregår bare ikke længere mellem partierne, men inde i partierne, for man kan roligt sige, at der langt fra er enighed i S og SF om hverken finansskat eller selskabsskat.

Man kan nemt få den mistanke, at truslen om en finansskat er en måde at sige tak for sidst på til bankerne. For hvis man kan få en finansskat, har man jo også fået knæsat filosofien om, at finanssektoren skal i strammere tøjler. Og så er der jo åbnet op for alle mulige andre forslag til begrænsninger af finanssektorens råderum. Opsplitninger mv.

Men udfordringerne i den danske banksektor har intet at gøre med spekulative transaktioner. De skyldes for høje udlån til ejendomsinvesteringer og overbelåning af landbrug. Det kan en transaktionsskat ikke forhindre.

Tilhængerne af finansskatten får det til at lyde som om, at den vil kunne skabe guld og grønne skove. Men siden hvornår har nye skatter kunnet det? Kunne centrumvenstre ikke snart komme på banen med andet end had til banker og en finansskat? Det er på høje tid, at Kristian Madsen og Co. løfter sløret for hvad man ellers har af ideer til øget europæisk integration. For finansskatten er vel bare et første skridt i retning af en fælles økonomisk politik? Eller er den bare blevet centrumvenstres sutteklud?

One response to “Finansskatten er Centrumvenstres nye sutteklud

  1. Lad os lige starte med at slå fast: Der kommer ikke noget nævneværdigt provenu af den skat – ikke hvis den virker efter hensigten, som er:

    Begrænse mængden af frivole handler. Da Grækenland knækkede, så udestod der brutto 70 mia. EUR i CDS; mens netto tallet var 3-4 mia. EUR. Det var så bare på græske statsobligationer.

    Hertil er så kommet to andre motiver:

    Sporing af primært terror penge, som nok er det primære motiv i USA; men naturligvis tage man andre former for kriminelle transaktioner med, når man nu har taget værktøjet frem.

    Skatteligning som er det umiddelbare motiv i EU, hvor man så tager muligheden for at spore indskud, der under finansielle opstandelser har det med at forsvinde fra det land, der er under pres. Disse indskud skal gerne tilbage, hvor de hører hjemme, så de kan blive beskattet mhp. rekapitalisering af Europas banker.

    Disse to motiver går udmærket hånd i hanke med hinanden, hvilket giver en langt mere udbredt dataudveksling til fælles fornøjelse. USA får så lettere ved at sende en drone med noget hårdt til hovedet af terrorister – de skal nemlig på et tidspunkt bruge penge.
    At man så også benytter lejligheden til at sammenholde kontooplysninger med selvangivelser – det siger naturligvis sig selv.

    Omvendt bruger – specielt Tyskland – mulighederne for at lukke op og granske de schweiziske bankhvælvinger; men naturligvis tager man terrorbekæmpelsen med. F.eks. aktiehandel er jo en fremragende måde at udbetale bestikkelse på hvor tilsyneladende urelaterede handler hhv. gunstig og ugunstig kan sammenholdes.

    Endelig har LIBOR skandalen vist at finanssektorens bingo er destabiliserende for både USD og EUR, hvilket man både i Frankfurt og Washington er utilfreds med.

    Der er indenfor de seneste år udviklet metoder til sporing af disse transaktioner, der har et overordentlig stort volumen. Alene det at man kan få dato på transaktionerne er et fremskridt, hvor man tidligere havde været nød til at stole på bogføring med mere eller mindre regelmæssig frekvens, hvor der kun indføres netto resultatet af periodens handler.

    Så har Du ikke fulgt med!
    Det har hele tiden været sådan at var bare den ENE part i en handel hjemhørende i ét af de 11 lande. Kunne man spore handlerne. Man kunne pokker kunne man! På de (i øvrigt symbolske) bøder Finanstilsynet har ikendt specielt Nykredit fremgik det at Nykredit i årevis havde undladt at indberette bogstavelig talt millionvis af handler til Finanstilsynet – og Finanstilsynet havde end ikke opdaget det.

    Det nye er imidlertid, at handles f.eks. en tysk statsobligation mellem to parter, der ikke er hjemhørende i EU (man er meget åben overfor at udvide og uddybe samarbejdet – tro mig USA vil komme med). Så vil denne obligation ved udløb blive præsenteret for Bundesbank mhp. udbetaling (statsobligationer er i princippet stående lån uden eller meget lille kupon).
    Hvis ihændehaveren ikke kan dokumentere sin adkomst til papiret ved en eller anden form for officiel kvittering af, at der er svaret afgift af erhvervelseshandlen, så kan kreditor ikke bevise sin adkomst til papiret – hvorfor udbetaling naturligvis ikke vil ske, idet man ikke kender rette beløbsmodtager.

    Al snak om skatteprovenu er udelukkende politisk røgslør, der skal dække over det egentlige formål: At få styr på bankerne og deres misliebige manipulationer.
    Begrebet ihændehaver papir mister dermed sin relevans uden at indskrænke papirernes omsættelighed.

    De umiddelbare reelle motiver er:

    1) Stabilisering af valutaerne gennem en begrænsning af den frivole transaktionsmægde.

    2) Sporing af terrormidler, sorte penge og skattesvigere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *