Stem på HKH Kronprinsens nye spindoktor

Kronprinsen vil gerne repræsentere Danmark i IOC. Det er sikkert en dybfølt personlig ambition, for de fleste moderne mennesker ønsker at indgå i professionelle relationer, men ingen har sværere ved det end medlemmer af Kongehuset. Problemet er bare, at sport og politik hænger sammen, og det kan bringe Kronprinsen ud på en glidebane, som han ikke kan styre.

Som jeg skrev i en kommentar i sommer er problemet, at Kronprinsen endnu ikke har bevist, at han begå sig i det offentlige rum – han roder sig ofte ud i forklaringer, hvor det royale og det verbale kommer i ubalance. Derfor er det en klog disposition at anskaffe sig en presserådgiver – eller som BT skriver – en spindoktor.

Hoffet skal imidlertid gøre sig en ting klart. En spindoktor gør ikke jobbet alene. Kronprinsen skal udvikle sig på mange fronter, for det er ikke længere muligt at score points i offentligheden ved at tage på slædetur tværs over Grønland.

Nu skal Kronprinsen deltage i diskussioner i det offentlige rum på lige vilkår med almindeligt dødelige, og den royale fernis forsvinder hurtigt, hvis ikke Kronprinsen bliver klar i mælet. Men skal Kronprinsen have holdninger, der for alvor gør en forskel, så risikerer han at blive sagt imod, og det har ingen i Kongehuset for alvor prøvet før. Det er jo en iboende del af den kongelige værdighed, at man ikke deltager i polemik, men det kan blive vanskeligt at undgå, hvis man skal tage jobbet i IOC alvorligt.

Der er mange der mener, at Kronprinsen vil have rigtig gode chancer for at blive valgt ind i IOC. Spørgsmålet er så hvad han kan bruge en dansk presserådgiver til, for arbejdet i IOC er jo internationalt, og i det spil kan en dansk rådgiver få det vanskeligt.

Men ligesom Lis M. Frederiksen, der var Kongehusets første presserådgiver blev ansat under påskud af, at skulle håndtere det Kongelige bryllup, ser denne ansættelse også ud til at have en falsk varebetegnelse. For der er jo ingen tvivl om, at Kronprinsen også i andre sammenhænge skal kunne begå sig langt bedre i medierne. Faktisk har han brug for al den hjælp han kan få, hvis han på nogen måde skal kunne udfylde rollen som Konge af Danmark – når den tid engang kommer.

Men hvem kan håndtere sådan et job?

Læs portrætterne og afgiv din stemme her

1. Paula Larrain
Paula står godt til Kronprinsen, og vil gerne fastholde sin position i sladderbladene. Og så har hun indsigt i medier, sportsdans og politik. Faktisk er jeg ikke i tvivl om at hun vil kunne håndtere jobbet. Spørgsmålet er blot hvad Mads Holger vil sige?

2. Claus Borre
Claus Borre er velbevandret inden for medier og sport, og et ikon for mange bokse- og motorsportsinteresserede. Men med Borre som rådgiver kunne Kronprinsen gøre sig til talsmand for at gøre Formel 1 til en Olympisk disciplin, og det går nok ikke.

3. Flemming Toft
Flemming Toft er sportsjournalist om en hals, og så har han været træner for Michael Laudrup. Han skal bare give Kronprinsen en på huttelihutten, så er han klar til at træde ind i IOC.

4. Henrik Qvortrup
Det store Q har brug for et sceneskift efter at han er blevet diskvalificeret som politisk kommentator. Det kan ikke være særligt tilfredssstillende kun at producere sladderhistorier. Det store Q er indbegrebet af spin, og hvis man har været rådgiver for Anders Fogh, kan man vel også bruges ved Hoffet. Og Qvortrup vil med sin machofacon kunne sætte sig i respekt over for Kronprinsen. Hoffet må også have bemærket, at Se og Hør ikke bare kopierer de andres historier, ligesom man gør hos Danmarks Illoyale Billedblad, hvor hende chefredaktøren, som ingen kan huske navnet på, har bragt sig selv i en oplagt fyringsposition efter det grove plagiat af Berlingskes kongelige historie.

5. Niels Jørgen Langkilde
Okay – jeg indrømmer at de første 4 kandidater nok ikke er helt realistiske, så lad os tage et par stykker, der rent faktisk vil kunne bruges. Niels Jørgen Langkilde er tidligere folketingsmedlem, tidligere PR-konsulent, tidligere kommunikationschef hos MTG og nuværende kommunikationschef i Brancheforeningen for Forbrugerelektronik. Han ville kunne.

6. Kasper Sewerin Fogh Hansen
Øhh Kasper Hvem? Det er faktisk Ritts spindoktor vi taler om her, og den unge mand kan næppe siges ikke at udfylde sit job. Han har internationalt udsyn, den rigtige alder, strategisk overblik og interesse for sport, og vil derfor kunne klare jobbet.

7. Ulla Terkelsen
UIla Terkelsen er en dygtig journalist, som kan skille skæg fra snot. Hun har naturlig autoritet, og vil sikkert være interesseret i at skifte rakkerlivet på TV2 ud til fordel for gemakkerne på Amalienborg.

8. Svend Gunbak
Svend Gunbak er efter sigende en fantastisk dygtig presserådgiver, når han ellers gider at lave noget. Og når Mærsk McKinney Møller kan bruge ham, kan Kronprinsen vel også?

9. Morten Stig Christensen
Som sportschef på TV2 og flere gange OL-deltager har Morten Stig Christensen alle de nødvendige kompetencer til dette job – ja man kan nærmest sige, at han er overkvalificeret. Hvem husker ikke Morten Stigs helteportræt af Kronprinsen, hvor vi fik indsigt i Kronprinsen som sportsmand? Eneste problem er, at han vil skulle have orlov fra sit job i Håndboldforbundet.

10. Don Ø
Jeg har sagt det mange gange før: Don Ø trænger til nye udfordringer, og det er slet ikke nok, at han rådgiver os om hvordan vi skal opføre os hos Mads og Monopolet. Han kunne være en fantastisk spindoktor for Kronprinsen.

Deltag i afstemningen

15 responses to “Stem på HKH Kronprinsens nye spindoktor

  1. Jeg synes at Ålen eller Anden skulle tage jobbet. Vi trænger til noget sjov.
    Ellers mener jeg at TV2 skulle lave en reality serie hvor HKH Kronprinsen og andre royaliteter konkurrerer om at blive mest “spiselig” for medier og kommentatorer. Her kunne Sperlingeren passende være med i dommerpanelet.
    Jeg glæder mig til at se Natascha Crone og andre højtrespekterede notabiliteter træne de håbefulde kombattanter.

    Paula Larrain er helt klart dit mest realistiske bud. Hun ville sikkert også elske det selv.
    (Ikke at jeg har nogen anelse om det – eller noget at have det i.)

  2. Sjov analyse – tak :-)

    Mit bud er da klart Qvortrup, for med sådan et spring ville både han og Kongehuset vise en voldsom evne til fornyelse og så var vi jo allerede supergodt i gang :-)

  3. Ligemeget hvor dygtig en spindoktor H.K.H. Kronprinsen så får, vil han alligevel hele tiden have et problem ude i det offentlige rum. Rollerne er svært forenelige. Jeg har brug et hel roman (Holger) til at afsøge samspillet mellem en spindoktor og en kronprins, der gerne vil rykke ved noget politisk.

  4. Hvilke forudsætninger han har for at kunne bestride en plads i IOC, har jeg meget svært ved at se.
    Jeg tror mere på at han ikke vil stå tilbage, for der er jo en lille håndfuld andre prinser i foreningen, så kan de jo lave en lille eksklusiv klub og sidde der og udveksle erfaringer på legal vis uden der er nogen der får ondt af det.

  5. Kronprinsen gider jo dybest set ikke at være kronprins, så hvorfor skal han nu også til at agere politisk?

  6. Hvem er Paula Laurrain och Mads Holger? Er de gifte med hinanden? Håber ikke det, eller er Danmark tillbage till stenalderen, dvs endnu mere patriakalskt end da jeg forlod jer for 25 år siden? I ovrigt kender jag ingen av de naevnte så deres ry uden for landets graenser er meget beskedent.
    IOC tror jeg, behoever en medicinsk expert på doping mer end en lidt halvslidt kronprins.

  7. Den eneste af de ovennævnte der kunne være en god spindoktor for kronprinsen er Don Ø, eller måske B.S.Christiansen. Foruden at lære kronprinsen at tale så man kan forstå hvad han mener, skal vedkommende også lære kronprinsen at man ikke altid går med hænderne dybt begravet i lommerne, og at man ikke hilser på folk med højre hånd mens man har venstre hånd i lommen, og at man ser de folk man hilser på i øjnene og ikke står og smiler til andre i lokalet imens. Da kronprinseparret havde pressekonference efter deres tur til New York sad kronprinsen og hakkede og stammede og slog ud med armene, det var befriende da kronprinsessen brød ind og på fejlfrit dansk sagde det kronprinsen ikke kunne få frem. Han har meget at lære.

  8. Frederik er en katastrofe!, manden kan ikke formulere sig ordentligt, virke troværdig eller bare på et punkt virke overbevisende, til trods for at han nok er et af de mennesker i Danmark som har haft den største støtte og hjælp. Jeg ser frem til at se ham blive spurgt om noget hvor han skal tage stilling og træde i karakter, og ikke et ‘se og hør’ inteview. Jeg frygter det bliver et stort personligt nederlag for ham,-alene det at man kan sige ‘jeg kan godt lide sport’ til sit pressemøde som om det noget der kan kvalificere til en OIC post…enhver spindokter vil tage sig til hovedet.Den der bliver tilbudt stillingen skal tænke sig godt om, for ikke at blive ‘scapegoat’

  9. NU MÅ DET VÆRE NOK!

    Jeg ser overskriften for mig; “Verdens dyreste bistandsklient får støttepædagog!” hvad bliver det næste – en der kan tørre ham bag i efter et toilet besøg?

    Indtil videre har knægten klaret sig bedst når han har siddet på en slæde på grønlands isen eller i en balje i en ligegyldig kapsejlads i Australien, der har medierne i det mindste kunne bortforklare hans mildest talt håbløse evne til at kommunikere grundet frost eller våd hund!

    Stop nu den tåbelige snak om hjælpelærer som skal fortælle ham hvordan han skal tænke, lad nu drengen få det vi alle har fortjent, en livslang ferie uden ambitioner og indblanden i tungere intellektuelle diskussioner. Så er der ingen der opdager at tiden faktisk er løbet fra Danmarks stigende yndlingsaversion.

  10. Det er sjovt med den slags lister, men de giver blot et helt forkert billede af hvad det er for en person og dermed hvilke kvaliteter, der skal til for at løfte opgaven. Da man søgte en ny direktør på TV 2 blev Henrik Qvortrup og Palle Strøm nævnt. Alle viste, at der var behov for økonomisk oprydning og hvordan kan man nævne to personer, som ganske vist er markante profiler, men på ingen måde har en erfaring med at lede en virksomhed med over 1000 ansatte. På samme måde emd jobbet som spindoktor. HVordan kan man foreslå Paula Larain, som ikke engang kan være spindoktor for sig selv. Det samme gælder Claus Borre og Don Ø. Sidstnævnte skal åbenbart altid med i en liste fra Hr. Sperling.
    Der er dog gode kandidater på listen eks. Gunbak, der dog næppe vil opgive en fantastisk konsulentvirksomhed for at hjælpe den kommende konge med en håbløs opgave, men helt ærligt Sprling. Det er ikke nok med din position og spalteplads at sætte ti nævnae på en liste og så tro at man nu har nævt den kommende spin doktor. Det er for amatøragtigt. Du er skarp i dine kommentarer, så det forpligter også til at være lidt bedre til at finde egnede kandidater med mindre du også blot tænker ganske traditionelt. I den forbindlse burde du jo også nævne Rasmus Jønsson eller Michael Christensen eller Peter Mogensen.
    Nej to oplagte kandidater som du mangler er Bjarne Riis’ spindoktor Brian Nygaard og Kronprinsens største kritiker Lars Werge, sidstnævnte gider ikke, men ville nok være den bedste hjælp. I PR er det altid godt at kunne købe sin største kritiker til at hjælpe sig med at stå bedre.

  11. @Jesper: Du kan være sikker på en ting; Mine lister skal altid tages med et gran salt, men blind høne kan også finde korn, så lidt er der måske at hente. De mange lattermilde forslag skal dog også ses i lyset af, at hele problemstillingen omkring en spindoktor til Kronprinsen er fuldstændig barok.

    Hvis ikke Kongehuset finder på noget afgørende nyt at bidrage med er jeg bange for at deres tid er ved at rinde ud.

    @Uha Uha: Jo Paula og Mads Holger er gift.

    Det ville vel i øvrigt være lidt rigeligt at forlange, at du skulle kunne kende en egnet spindoktor til Kronprinsen, hvis du ikke har boet her i 25 år.

  12. Kære Joachim.
    Du glemte at anbefale den eneste rigtige:
    Peter Ingemann, (ham fra HAMMERSLAG)
    Se det for dig, et ansigt som en nypudset
    enkrone, spjættende rundt med sine flagrende arme. Han må da være selvskrevet til jobbet,
    Det må da gå rent ind på skærmen, og det blom-
    strende sprog til anbefaling af HKH. Til at få
    alle til at skrue op for lyd og billede
    NEMLIG.
    Hilsen
    Poul

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *