Hvad kan erhvervslivet vente sig af SF?

Selv om der er tre år til næste valg, kan det allerede nu være en god ide at studere SF’s erhvervspolitik. For hvis Villy bliver ved med at gå på vandet, kan den næste økonomi- og erhvervsminister sagtens komme til at hedde Ole Sohn.

Sagen er bare den, at går man ind på SF’s hjemmeside, så findes der ikke mange ord om erhvervspolitik. Det handler om uddannelse, miljø, sundhed og velfærd, men intet om hvor pengene skal komme fra, bortset fra, at selskabskatten skal op, og at cleantech er fantastisk.

Det er måske ikke så underligt, at emnet behandles stedmoderligt hos SF, for hvis man ser på, hvilken erhvervsmæssig baggrund medlemmerne af SF’s folketingsgruppe har, så er der stort set ingen fra det private erhvervsliv. Derimod er der er studerende, skolelærere, et par enkelte bureaukrater og den godmodige landmand Kresten Touborg. Den mest dynamiske erhvervsmand SF kan mønstre er Ole Sohn, der på eget forlag netop har udgivet en bog om sin formand og nære allierede Villy Søvndal.

Ser man bort fra Villys imponerende karisma og Ole Sohns taktiske snilde, er det efter min bedste overbevisning ikke et hold, der kan give kvalificeret modspil til erhvervslivet. Et problem, som SF retfærdigvis ikke er ene om.

Okay – det er en forudsigelig og urimelig kritik – jeg ved det godt. Det var egentlig heller ikke min mening at komme med sådan et udfald, men jeg kunne ikke lade være, for i mandagens udgave af Børsen kunne man læse, at SF mener, at erhvervslivet skulle blande sig mere i politik. De skal ifølge SF’s miljøordfører Ida Auken skrive flere læserbreve, så vi kan få en bedre dialog mellem politikere og erhvervsliv.

Det var godt nok utroligt, tænkte jeg, for erhvervslivet er i de senere år kommet meget godt efter det. Mange erhvervsledere har indset, at deres forretning afhænger af de erhvervsøkonomiske rammebetingelser, og at vi lever i en blandingsøkonomi, hvor det offentlige også kan være en mulig kunde. Sidst, men ikke mindst, er CSR og klima kommet så højt op på dagsordenen, at toplederne til fulde forstår, at de har et ansvar, der rækker videre end kortsigtet indtjening. Spørg bare Peder Tuborgh, Lars Rebien, Anders Eldrup, Steen Riisgaard, Ditlev Engel mfl. De vil alle synge den samme sang, og det gør de rigtig godt. Faktisk er ansvarlighed ved at udvikle sig til en rigtig god forretning for nogle, og en basisforudsætning for andre, hvis man som virksomhed vil have en såkaldt ”license to operate” og undgå at blive diskvalificeret i den globale værdikæde.

Omvendt er der også mange erhvervsledere, der er nervøse for at blive fejlfortolket, hvis de offentligt blander sig i noget, der ikke umiddelbart har noget at gøre med deres forretning. Mange har nemlig en forventning om, at erhvervslederes meninger i sidste ende handler om at tilgodese deres egen virksomhed. Derfor er det en delikat balance, hvor man som erhvervsleder skal have gjort sit hjemmearbejde mere end grundigt.

Spørgsmålet er så, om SF er en reel dialogpartner for erhvervslivet. For når nu SF peger på, at erhvervslederne skal komme med nogle flere holdninger til samfundsudviklingen, må man tilsvarende spørge, om SF selv har en sammenhængende erhvervspolitik. Det er ikke nemt at blive klog på, for som nævnt skal man lede længe efter alt, hvad der drejer sig om virksomheder hos folkesocialisterne.

Her er hvad jeg umiddelbart kunne finde, taget fra SF’s principprogram, der lugtede lidt af erhvervspolitik. Det skal nok blive et interessant udgangspunkt for en dialog med erhvervslivet:

“De vigtigste produktionsmidler skal gradvist underlægges demokratisk samfundsmæssig styring”

“Det parlamentariske demokrati skal styrkes og udvides til at omfatte overordnede mål for samfundsøkonomiens udvikling og blive styrket gennem den socialistiske markedsøkonomis demokratiske selvstyre på virksomhederne, en grundlæggende reform af statsapparatet og dannelsen af nye og bredere demokratiske selvforvaltningsorganer”

“Magtstrukturer og magtkoncentrationer skal nedbrydes og demokratiseres, økonomiske, politiske og sociale privilegier skal afskaffes, og demokratiets rækkevidde stadig udvides”.

Bevares – det er et principprogram – men ikke desto mindre giver det indtryk af, at Fidel Castro ikke har levet forgæves.

Villy & Co. vil sikket sige, at det ikke skal tages alt for bogstaveligt. Men hvis det er tilfældet skal hullerne fyldes ud med noget konkret, der kan demonstrere, at SF er et regeringsdueligt parti. Nu har vi hørt, hvad SF mener om klima og om selskabsskat, men kunne vi ikke også få at vide, hvad SF i øvrigt vil tale med erhvervslivet om? Det kan jo hurtigt blive yderst relevant.

27 responses to “Hvad kan erhvervslivet vente sig af SF?

  1. Joachim Sperling al respekt for at du tager emnet op. Jeg synes dog du glemmer at det drejer sig om politisk ledelse. Men for dine bekymringer om erhvervsmæssigt kendskab kunne du vist med større ret stille spørgsmål til en politibetjent.

    Som du sikkert er bekendt med er Ole Sohn tidligere fagforforeningsformand hos SID(3F) i Horsens. Så det private erhvervsliv kender han.

    Jeg har selv prøvet at præsentere en socialistisk erhvervspolitik som folketingskandidat. Erhvervsfolkene blev meget interesseret og den socialdemokratiske og konservative kandidat blev sure over deres manglende perspektiver.

    Jeg skal nævne at jeg ikke skulle vælges, da vi anvendte listeopstilling dengang.

  2. Claus Sønderkøge: Som du sikkert er bekendt med er Ole Sohn tidligere fagforforeningsformand hos SID(3F) i Horsens. Så det private erhvervsliv kender han.

    Claus, hvad har du røget? Hvorfor kender man det private erhvervsliv fordi man har været fagforeningsformand? Det er simpelthen det pure vrøvl du disker op med…

  3. Endnu et guldkorn fra SF’s partiprgram:
    “den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog også være et islæt af privateje”.

    Jeg er sikker på at erhvervslivet vil være begejstrede for at diskutere hvordan den private ejendomsret skal ophæves og alle værdier der er opbygget konfiskeres af Villy’s centralkomité.

    Det er virkelig skræmmende at se hvordan folk (stadig) lader sig forføre af vetalende, karismatiske personer der tilsyneladende virker til at ville “folket” det godt, men har slet skjulte tendenser til vold, tvang, konfiskation af privat ejendom og ensretning.

    Har nogle af de lalleglade nye Villy undersåtter nogensinde besvræet sig med at undersøge hvilket totalitære ideer han i virkeligheden repræsentere under den joviale overflade?

  4. @Delle “…alle værdier der er opbygget konfiskeres af Villy’s centralkomité”

    SF havde sandsynligvis ikke i privatiseringens navn ladet en korrupt bestyrelse sælge ud af et tidligere offentligt telefonselskab (til en værdi af adskillige milliarder og opbygget for samfundets og skatteydernes penge gennem næsten 100 år) for at indløse pengene til sig selv og aktionærerne.

  5. @Jens. Såvidt jeg husker solgte staten (da vist endda med en socialdemokrat i spidsen) teleselskabet til en privat virksomhed for en masse milliarder, der gik til at holde det offentlige i gang. Så spar os for det socialistiske korruptionsævl…

  6. Jens, så vidt jeg ved var salget af TDC i 1998 ret profitabelt for staten. Havde vi fortsat haft telemonopol som efter SF’s principper havde du stadig i dag været på nettet med dit 56K modem. Socialistisk fælleseje og monopol udvikler ikke noget, der er intet konkurrenceelement og derfor ingen motivation andet end til at fastholde og udbygge bureaukrati.

  7. Ole Sohn kan blive minister for østarbejdere og ikke spor mere. Han skylder garanteret også en masse tjenester der.
    Udover ovenstående område – så er det ikke meget manden har forstand på.

  8. Hvad er det lige, der gør vores nuværende erhvervsminister så meget mere kvalificeret end O. Sohn?

  9. Michael 16. april 2008 kl. 10:49
    “Hvorfor kender man det private erhvervsliv fordi man har været fagforeningsformand?”

    Se hvis du selv havde haft nogle kvalifikationer så ville du vide at der er ikke noget så vigtigt som at kende sine modpart.

    Jeg havde håbet at en erhvervsblog ville tiltrække mere kvalificerede personer end tilfældet viser sig at være.

  10. Alt igennem meget godt skrevet!

    Jeg mener der er forskellige indgangsvinkler til at være tilhænger af liberalismen.
    Min egen er netop at jeg ikke mener politikere har hvad der skal til for at kunne gøre hvad der er bedst for samfundet.

    Hvordan kan det være, at der i dansk politik findes familieordfører, der kun har en “sammenlever”?

  11. Joachim Sperling jeg håber du rejser emnet fordi du har interesse i at debattere hvad der kunne være et sandsynligt indhold i en socialistisk orienteret erhvervspolitik for Danmark. Hvis du, som de fleste blogskribenter, har skudt dit sidste skud med dit oplæg, så synes jeg du skulle have sparet dig ulejligheden.

    Det sludder som du kopierer fra et forældet partiprogram er ikke en kvalificeret journalist værdigt.

    Jeg antager at SF som noget af det første vil insistere på at sikre sammenhæng i indsatsen. Det betyder at samle erhverv, kommuner og forskning under een paraply.

    Det vil også betyde hurtig udrykning. Som eksempel fra i dag. Når en stor kinesisk virksomhed fra Kina kommer med et tilbud om brintbusser til København så rydder man skrivebordet. Kalder DTU og Overborgmesteren og ATP til hastemøde og sikrer at man i morgen tidlig er parat til at møde manden i Beijing. De første busser skulle så forhåbentlig kunne køre allerede om en måned.

    Dernæst tager man fat på Vesta og Micon. Desværre har det vist sig at kineserne allerede er løbet med solceller så vi skal have fuld fart på vindkraft. Der skal investres så også her vil ATP og PFA være de første samtalepartnere.

    Vi skal have fat i fagforeningernes pensionsordninger. Deres holdning til etiske investeringer er uacceptabel.

    Vi skal have tilrettet DANIDAs erhvervsprogram således at det indrettes til at dække niveauet efter mikro-lån.

    Vi skal genopfinde de teknologiske institutter, specielt skal der fokuseres på den store ubrugte database med ubrugte opfindelser.

    Vi skal have fremmet WEB-shops. Danske forretninger skal have sproghjælp så handelshøjskolen skal på banen. Der er 52 sprog i Indien.

    Vi skal kigge på kunstvandingsanlæg. Der bør være et stort marked herfor når kun 4% af Afrikas afgrøder kunstvandes. Sahara bør kunne være et vigtigt område til afhjælpning af den truende hungerkatastrofe.

    Den grønlandske erhvervsudvikling er for langsom og ukvalificeret. Folk forsumper i korruption. Inuit-folket har ret til et fremtidsperspektiv og på nordisk plan skal vi have samerne med.

    Vi skal have styrket det nordiske TV samarbejde gennem at skabe en pendant til France24. Det er uholdbart at man kun kan få information om Skandinavien via tysk TV.

    Det var nogle bud på hvad jeg ville starte med at rådgive erhvervsminister Ole Sohn at kaste sig over.

  12. @CS
    Altså, det kan man jo næsten ikke tage seriøst, men da jeg ikke gider gå i seng …

    1) Brintbusser. Iflg. DR og videnskabsministeriet så er der tale om tale om følere fra det kinesiske selskab, om brug af brintbusser ved topmødet i KBH i 2009 og evt. forskning og produktion i DK. Ikke at de havde 500 busser ståede på kajen i Shanghai, klar til at blive afsendt til DK. Og er sikker på at der er masser af fonde klar til at investere i en sådan produktion i DK. Problemet er nok nærmere mangel på ingeniører!

    2) Vestas. (Micon, blev de ikke oopkøbt/fusioneret for længe siden ?) Så vidt jeg ved er Vestas stadig førende på vindmøller, og hvis de ikke er, så er det deres egen skyld (gearkasser, vinger). Men jeg er sikker på at de kan skaffe yderligere kapital, ved at udstede flere aktier. Kan ikke se hvorfor andre end ATP og PFA (er de ikke private?) ikke skulle have lov til at investere i dem.

    Du synes at have en forkærlighed for at ATP skal investere store summer i dette og hint. Jeg ved ikke om du ved det, men ideen er at de skal SPREDE deres investering, så hr. og fru. Jensen s pension ikke ryger, hvis en ide ikke viser sig at være en så god som du synes.

    3) Hvad er niveauet efter mikro-lån. Alm. lån ? Hvad med at Danida hjalp landene med at opbygget et civilsamfund med respekt for basale rettighedder såsom ejendomsretten. Så kunne de lokale banker stå for disse lån.

    4) Der er vel en grund til at de er ubrugte. I et frit landt, med frie mennesker, vil et behov blive dækket af det frie marked. Så hvis der er nogle der mener der mangler noget i deres hverdag, så skal de nok opfinde det.

    5) Handelshøjskolen (CBS ?, der er jo et par stykker i DK) er i den grad på banen. Det er bare at tilmelde sig et kursus. Kan ikke se hvorfor man skal uddanne mennesker i de 52 forskellige sprog i Indien. Hvad med at man ansatte nogle lokale (i Indien)?

    6) Tror der skal mere end god vilje og kunstvanding til for at få noget til at vokse i Sahara. Hvis det var så let, så var Egypten nok ikke 96% ørken.

    7) Grønland. Går ud fra at grønlandsk erhverspolitik hører ind under hjemmestyret.

    8) Hmmmmmm, france24. Kender det ikke, men 350 mill. taler fransk. 10-12 millioner taler “Skandinavisk”. Hvis du er utilfreds med DR, kan du se SVT (eller NRK). Har hørt at det skulle være bedre. Ud over det, så kunne det være fantastisk at have endnu en “kulturinstitution” at hælde milliarder i ….

    Så jeg er, og flere med mig tror jeg, glad for at hverken Ole Sohn eller du kommer i nærheden af et ministerie i den nærmeste fremtid.

    ps. Har folk glemt at Ole Sohn tidligere var formand for DKP ? Hvis man havde, kan man jo søge på Ole Sohn på youtube (hint: “DDR 40 Jahre, 7. oktober 1989”)

  13. Palle Lauritzen – jeg har ingen speciel forkærlighed for ATP. Jeg anvender ATP alene som synonym for ansvarligelige pengetanke. Det kunne ligesågodt være andre pensionskasser, og burde vist være det. Jeg har ingen tillid til de faglige pensionskasser. Som du kan se finder jeg deres moral anløben og iøvrigt vidner Kooperetionens fallit om uduelighed på pengeområdet.

    Det er korrekt Grønland har hjemmestyre. Men at Grønland er en del af Danmark betyder at danske normer og standarder skal være grundlag. Ellers må landet søge selvstændighed. Danske politikere er forpligteltet til aktivt at arbejde for det bedst mulige liv for alle danske, derfor også for Grønland.

    Mange har været medlem af DKP, også mange med et senere godt ry. Den tidligere Metalformand Georg Poulsen rinder mig i hu. Iøvrigt synes det noget underligt at det åbenbart i borgerlige øjne er fordækt at blive klogere. Hele vor samfundsudvikling er trods alt bygget på at vi bliver klogere.

    Det ønsker jeg også for borgerlige.

  14. Man kan absolut ikke forvente sig noget som helst af SF-jo en større skattebetaling for den almindelige borger hvis alle de flotte løfter skal indfries.
    Dog kunne det være en god ting hvis man tog fat på alle de SKATTEÅL og PLATUGLER som undrager sig skattebetaling.
    En mere gennemgribende ligning i selskaberne er ønskværdig så vi får fat i de lidt for mange KREATIVE NASSEPRINSER som bor de rigtige steder og kører rundt i de store biler ofte på udenlandske plader.
    Her er en opgave som samtlige partier burde starte op nu.

  15. @Claus Sønderkøge: Problemet for SF er, at de mangler kvalificerede bud på hvor Danmark skal hen. SF bruger tiden på at skære kagen i stedet for at finde ud hvordan den kan blive større. De forslag du stiller har vi aldrig hørt fra SF, for man kan blive i tvivl om det er noget, som overhovedet interesserer partiet.

    Du kalder partiprogrammet forældet – ja tak – men det er altså det man kan læse på SF’s hjemmeside her og nu. Det skal synkroniseres til vores tid. Det bærer præg af hønsestrik og sure tæer.

  16. Det har du ikke uret i Joachim. Derfor synes jeg også det er rigtigt og spændende af dig at tage emnet op. Jeg finder det yderst relevant.

    Din blog er næppe tilstrækkelig langt fremme i mediebilledet. Men da det forholder sig som du siger:”Du kalder partiprogrammet forældet – ja tak – men det er altså det man kan læse på SF’s hjemmeside her og nu. Det skal synkroniseres til vores tid. Det bærer præg af hønsestrik og sure tæer.” så finder jeg at der er behov for at gøre noget ved det. Jeg forsøgte for 20 år siden – noget i samme stil som det jeg gav et bud på her. Det blev alle steder modtaget godt. Så Joachim selv med vore forskellige hensigter og baggrund så kan vi forenes i behovet for at også den socialistiske side vil oppe sig og præsentere relevante bud.

    Jeg finder stadig ikke du kan være i god tro når du bringer det socialistiske vås, som du åbenbart har fundet på SFs WEB-site, til torvs.

    Jeg vil forsøge at kontakte Ole Sohn og se om vi kan få en relevant kommentar ‘fra hestens egen mund.’

  17. Pingback: Hedegaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *